Over 22 års erfaring ✽ RAB Godkendt ✽ Centralt placeret i København

Det kan have betydning langt ind i moderskabet, at du tager ejerskab over din graviditet, fødsel og den første tid med dit barn. Psykolog og åndedrætsterapeut Ranka Skak fortæller her om, hvordan du selv kan skabe en tryg begyndelse for dig og baby. 

Der kan være mange grunde til, at du ikke oplever at have ejerskab over din graviditet. Mange, der er blevet gravide med fertilitetsbehandling, har brug for støtte for at få oplevelsen af, at graviditeten fra nu af er nøjagtig lige så naturlig som alle andre graviditeter og på den måde tage ejerskabet hjem. Mange, der har haft svært ved at blive gravide, tyr til ekstra tryghedsscanninger. Men måske det ville give endnu større tryghed at få støtte til selv at skanne kroppen og mærke baby, så det bliver intuitionen og ikke instrumenterne på hospitalet, der skaber tryghed. 

“Vi skal værne om kvinders autoritet og ejerskab gennem graviditeten, fordi det har betydning for oplevelsen af at være en kompetent mor. Det handler ikke om, at vi som gravide og fødende skal kunne styre og kontrollere, hvad der sker. Det kan vi ikke – slet ikke under selve fødslen. Men vi skal have muligheden for selv at træffe beslutninger og have indflydelse på eventuelle indgreb og udfordringer. Det er helt afgørende for, om vi for eksempel udvikler fødselsdepression,” fortæller Ranka.

Tag ejerskab over din graviditet og fødsel

Forberedelse er forudsætning for ejerskab under fødslen

Ranka har haft klienter, der set udefra har haft en ukompliceret og super fødsel, men som faktisk har haft en dårlig oplevelse. Og klienter, der endte med akut kejsersnit, men som har haft en super fed fødselsoplevelse. Det afgørende har været, hvordan de har oplevet relationen med fagpersonerne og deres eget ejerskab under fødslen. 

“Jeg havde eksempelvis en klient, der virkelig havde forberedt sig. Hun ønskede at føde så naturlig som muligt, men endte med akut kejsersnit. Også det vidste hun, hvordan hun ønskede skulle foregå, og hun fik sagt, hvordan hun ville have det. Hun landede med autoritet i sit moderskab. Der hvor hun kunne få indflydelse, fik hun indflydelse. Det har kæmpe betydning – også i forhold til amning, kontakt med barnet og relationen til ens partner,” forklarer Ranka.  

Ifølge hende er fødselsforberedelse bunden af fødsels-behovspyramiden. Hvis du som kvinde skal kunne tage ejerskab over graviditet og fødsel, må du være vidende. Ellers kommer vi til at lægge al autoritet i hænderne på jordemødre og læger og glemmer at mærke efter, hvordan det føles i vores egen krop.

“Det er så vigtigt, at vi tør stole på, at det vi mærker, og det vi har brug for, er i orden. Vi har det meget med at spørge om lov. Måske særligt efter fødslen rykkede ind på hospitalerne, for der er vi patienter. Vi vil ikke spise noget, der ikke er godt for fostret, så vi læser alt muligt om, hvad vi bør spise. Men hvad hvis vi i stedet mærker efter, hvordan det føles? Hvis vi bliver bedre til at give rum til, at jeg kan mærke, at det her er rart for mig at gøre – her har jeg det rart med mit barn eller min krop. At turde gå med det. Det er vigtigt” siger Ranka. 

Hun møder mange, der efter at have født fortryder, at de ikke gjorde det på den måde, de måske inderste inde godt vidste, ville være rigtig for dem. Uanset om det er hjemmefødslen, der skulle have været på hospitalet eller omvendt, så opfordrer Ranka til at forberede sig, mærke efter og lytte til sin intuition.

Syv ting, du bør overveje i din graviditet og fødsel

Fødselsforberedelse er vigtig, men det er ikke alt. Ranka lister syv vigtige punkter at forholde dig til som gravid, hvis du vil stå stærkt i din egen autoritet og tage ejerskab over din fødsel. 

  1. Fødselsforberedelse
    Du kan ikke være en autoritet uden at have viden. Viden og kendskab til fødslens fysiologi, faser, åndedræt og stillinger. Husk også, at forberede dig på amning og den første tid efter fødslen. Det sidste tænker mange slet ikke over, fordi fødslen fylder alt. Læs mere om individuel fødselsforberedelse hos Huskdigselv.
  2. Fødested og hjælpere
    Tag bevidst stilling til hvor du skal føde og sammen med hvem. Tryghed er nøgleordet. Undersøg om der er andre muligheder end at føde på hospitalet eller hjemme. Måske er der fødeklinikker eller andre muligheder. Det er så nemt bare at gå med det mest oplagte eller det, som alle andre gør. Tag en pause og mærk efter. Hvor føler du dig mest tryg? Hvem er bedst til at give dig en oplevelse af tryghed? Vi kan ikke vide det præcist, men hvad forestiller du dig? Hvad peger hen mod tryghed? Hos Huskdigselv tilbyder vi blandt andet fødselshjælp fra en af Danmarks mest erfarne doulaer. Læs mere om det her.
  3. Mærk kroppen
    Mange kvinder oplever, at de ikke kan mærke deres krop, hvis de får en epidural under fødslen. De kan se deres krop føde, men ikke mærke det. Det betyder ikke, at du skal sige nej til en epidural, hvis du vil bevare ejerskabet over din fødsel. Men du skal være klar over, at det piller ved sansningen af din krop. En vigtig vej til at mærke sin autoritet er at mærke sin krop, fordi det fysiske og psykiske er uadskilleligt. Alligevel er epidural det helt rigtig for nogle.
  4. Udtryk dine behov og dine ønsker
    Rigtig mange af os har svært ved at udtrykke vores behov og ønsker. Derfor er det for mange rigtig godt at arbejde med en ønskeliste eller en behovs- og intentionsliste, hvor du skriver ned, hvordan du tror, dine behov og ønsker vil være under fødslen. På den måde øver du dig i at melde ud, hvordan du gerne vil have det, selvom du ikke kan styre din fødsel. 
  5. Stil spørgsmål
    Anerkend, at du har ret til at bestemme over din egen krop og stil spørgsmål, hvis jordemoderen eller en læge foreslår et indgreb undervejs i fødslen. Spørg ind til, om der er andre muligheder, eller hvad der sker, hvis I venter. Mærk efter, hvad der føles rigtigt for dig og dit barn.
  6. Søg hjælp
    Det er normalt at have smerter, når man er gravid, men smerter er også kroppens signal om, at noget ikke er, helt som det skal være. Søg hjælp hos en behandler og terapeut, hvis du mærker fysiske eller psykiske ubalancer. Når du skal være mor for et lille nyt menneske, skal du også være mor for dig selv. Du kan ikke – og du skal ikke – klare alt alene. At tage lederskab og ejerskab er også at turde spørge om hjælp og modtage god støtte. Hos Huskdigselv har vi over 20 års erfaring i graviditet og ved, at zoneterapi er en nænsom og blid smertelindring for mange graviditetsgener. Læs mere om vores behandlinger.
  7. Vær villig til udvikling
    Vi kender alle sammen den klassiske leder, der har en retning, som alle andre bliver beordret at følge. Det kan være destruktivt. Den gode leder er villig til at udvikle sig og skifte retning. Når et barn kommer til verden, siger livet ofte til forældrene: Nu udvider vi dig lidt, viser dig hvor det er allersværest og udfordrer dig lige der. Vi skal udvikle os, modnes som mennesker, fordi vi skal til at passe på et lille nyt menneske. Vi bliver bedt om at se os selv i øjnene. 

foedselsforberedelse

Og så den der med intuitionen

Når du er gravid, er du mere åben – fysisk, mentalt, spirituelt. Det kan være en voldsomm rejse at begynde at sætte sig ind alt det, du kan gøre for at skabe trygge, sunde, udviklende vilkår for dit barn. Ranka har ét godt råd: Lyt til din intuition. Men hvordan er det nu lige, vi gør det?

“Du kan øve dig i at adskille, hvornår du falder i jeg-burde-skulle eller begynder at sammenligne og skelne skarpt mellem rigtigt og forkert. Det er ikke intuitionen. Den taler, når du mærker, hvornår noget er rart for dig. Uanset om det er noget, du spiser, den kontakt, du har med dit barn, eller noget tredje,” siger Ranka. 

For hende er det vigtigere at tale og lytte til barnet end til alle de velmenende råd fra andre. Og ja, ikke bare tale til, men også lytte til barnet. Selvom det stadig er i maven. Selvom det ikke kan svare. Lyt på en anden måde. 

“Jeg husker en kvinde, der fortalte med, at hendes dreng i maven sådan fik hende til at grine. Der er en kontakt, når vi lytter ind. Jeg oplever det ofte, når gravide er i åndedrætsterapi hos mig. De mærker barnet kommunikerer med dem. SÅ er spørgsmålet om det er fantasi eller intuition, eller hvad det er. Måske er det ligemeget så længe det er meningsdannende og den gravide mærker forbindelsen,” fortæller Ranka.

Hendes erfaring er, at mange kvinder har brug for at sætte farten lidt ned for at kunne lytte indad og mærke forbindelsen. 

“Ikke fordi vi alle sammen skal meditere med vores barn hver uge. Du kan også være med dit barn i maven, mens du vasker op eller cykler. Vi har så let ved at falde i perfektheds-gryden og ville have, at det skal se ud på en bestemt måde. Det behøver det absolut ikke,” understreger Ranka.  

“Det handler om at vælge relationen til sig selv og til barnet over burde og skulle og andre foreninger. Relationen er også det, vi skal vælge, når barnet er ude på den anden side af maven. Vi kan så nemt blive ramt af idealer, men de kan koste på relationen med barnet.”

Ranka Skak: fødselsforberedelse er allervigtigst

Én ting, du skal vide om tidlig tilknytning

Da Ranka gik på psykologistudiet var det præ- og perinatale ikke en del af pensum. Men det har sneget sig ind, måske særligt i diverse dameblade og podcasts om graviditet, fødsel og familiedannelse. Mange ved godt, at relationsdannelsen allerede begynder, når baby er i maven. At baby bliver påvirket af, hvordan mor har det i graviditeten. 

For nogle er det magisk. De mærker forbindelsen med det samme. For andre kan det være svært at mærke forbindelsen – og endnu sværere at vide, at ens bekymringer og stress kan påvirke barnet. 

“Man skal være meget stresset, før det skader barnet. Når du ser på den meget dystopiske forskning, så er er det meget stressede, meget angste, meget depressive kvinder, der skal have hjælp. Der skal være en vis grad af stress og følelsesmæssige udsving, så barnet lærer om det liv, det skal ud og leve uden for maven. Det er jo ikke kun et oxytocin-bad at leve her på jorden,” forklarer Ranka. 

Hun kommer med to eksempler fra sin bog på, hvordan mor og barn påvirker hinanden. Det ene er et studie, der viser, at der er et enzym i moderens blod, som nedbryder stresshormonet kortisol, inden det kommer ind gennem moderkagen Det andet er et studie af mødre med hjertefejl, som viser, at der vandrer stamceller fra barnet til moderens hjerte under graviditeten. De reparerer på hjertet. 

“Vi passer på hinanden, og vi gør det sammen. Det er måske det vigtigste, vi skal vide om prænatal tilknytning,” siger Ranka. 

En tryg begyndelse

Ranka Skaks bog “En tryg begyndelse” kan købes hos Huskdigselv med rabat, da Izabella Winther har været konsulent på bogen.